LYSTRUP STRAND

SOMMERHUSES FREMTID

HANG I EN TYND TRÅD

SKAL HEL SOMMERHUSBY FJERNES?

60 sommerhusejere ved Lystrup Strand har fået brev fra kammeradvokaten om at de inden 14 dage skal svare hvornår de kan have deres sommerhuse fjernet.

Ja, sådan stod der i dagspressen for ca. 10 år siden, og det var sommerhusområdet i Bendeskær Skov, der var ulovligt og skulle fjernes. Sommerhussagen blev omtalt i alle landets store dagblade med fotomontage, og TV bragte en filmreportage fra sommerhusområdet.

Men inden det kom så vidt, var der nogle sommerhusejere, der blev klar over, at der gennem mange år verserede en sommerhussag i Bendeskær. Disse tog ind til sognerådsformanden for Vivild-Vejlby kommune, landsretssagfører Søren G. Nielsen for at blive sat ind i sagen.

SKOVBESTYRER STOD BAG ULOVLIG TRÆFÆLDNING OG UDLEJNING AF SOMMERHUSGRUNDE

Plantagen blev anlagt i 1926 med påhvilende fredsskovspligt. Den blev erhvervet i 1939 af tandlæge Ib Th. Westphall, Hellerup, der overlod driften af plantagen til Johannes Johansen, der flyttede ind i ‘Skovly’. han gav sig så til ulovligt at opgive at genplante ved fældning af træer og begyndte i stedet så småt at udleje sommmerhusgrunde på de arealer, hvorpå han fældede træer. Han opførte selv ulovligt ‘Bjælkehuset’ (nuværende Lærkevej 6), og det flyttede han ind i som privat bolig. Han fik på et senere tidspunkt huset lovliggjort og fik tilladelse til at få udstykket ‘Skovly’ fra plantagen.

Der hvor P-pladsen nu er, opførte han et særpræget hus, der blev kaldt ‘Borgen’.

Efterhånden var der mange sommerhuse i plantagen, der alle var ulovligt opført med undtagelse af fire ved Strandvejen, der var opført med Landbrugsministeriets tilladelse.

Ved samtalen med Søren G. Nielsen viste det sig også, at sagen havde været ‘varm’ flere gange. Der var gjort flere forsøg på at få sommerhusområdet lovliggjort, men det havde været forgæves. Man havde endog henvendt sig til flere fremtrædende politikere for at få deres hjælp i sagen, det var bl.a. Karl Skytte og J.O. Krag. Der var pæne breve fra dem om, at de nok skulle gøre en indsats for at få sagen bragt ud af verden, men der var lige så pæne breve fra dem om, at når de havde været i Landbrugsministeriet med sagen, havde det vist sig, at den var uløselig.

Når sagen blev ‘varm’ igen i 1962, skyldes det, at Landbrugsministeriet ved Herredsretten i Randers havde anlagt sag mod skovejer Ib Th. Westphall og skovbestyrer J. Johansen med påstand om, at de skulle fjerne ‘Borgen’ og plante området til igen.

MØDE I BAGER ANDERSENS SAL I VIVILD

Det var klart, at vandt Landbrugsministeriet sagen, var den retningsgivende for de øvrige opførte huse i plantagen, og så skulle de også fjernes. Men ministeriet tabte sagen ved Herredsretten, og det satte atter skub i skovbestyrer Johansens udstykning af sommerhusgrunde, og der blev endnu flere sommerhuse opført. Landbrugsministeriet lod imidlertid sagen gå til Landsretten og vandt her sagen. ‘Borgen’ skulle være fjernet inden 3 måneder.

Skovbestyrer Johansen fandt så på, at plantagen skulle udstykkes, så der ialt var 100 sommerhusgrunde. Sommerhusejerne skulle selv overtage sommerhusområdet ved dannelse af et andelsselskab. Hver sommerhusejer skulle købe en andel for kr. 2000,-. Dvs. at man skulle købe plantagen for ialt kr. 200.000. Skovbestyreren sendte en skrivelse til alle sommerhusejerne om dannelse af dette andelsselskab og indkaldte dem til et møde en søndag eftermiddag i Bager Andersens Sal i Vivild.

Det var klart, at gik man ind for skovbestyrerens forslag, så ville sommerhusejerne dels hæfte for købet af plantagen, dels komme til at stå overfor på et eller andet tidspunkt at skulle fjerne sit sommerhus og dels for retablering af fredsskoven ved plantning af nye træer. Der ville være sket det, at når sommerhusejerne havde fjernet deres huse, havde de ikke mere interesse i plantagen og handlen ville gå tilbage.

UDVALG SKAL REPRÆSENTERE SOMMERHUSEJERNE

Der var da også tre sommerhusejere, møbelhandler Poul H. Pedersen, autoforhandler Viggo Thomadsen og Kaj Poulsen (daværende formand for Bendeskærs sommerhusforening og forfatteren til denne artikel i foreningens blad i 19xx), der indrykkede en annonce i de lokale dagblade og indkaldte alle sommerhusejere til møde samme eftermiddag og samme sted som skovbestyrer Johansen havde indkaldt til, men til et senere tidspunkt.

De tre sommerhusejere havde fået sognerådsformand, landsretssagfører Søren G. Nielsen til at komme til stede ved mødet og fortælle om sommerhussagen, og hvilke muligheder der evt. var for at løse den. Det fremgik af sagførerens redegørelse, at man måtte forholde sig afventende indtil sagen var blevet varm. Han oplyste, at den eneste løsning nok var, at det offentlige (kommunen) købte plantagen og fik fredsskovspligten overført til et andet område. Men man kunne ikke på forhånd vide, hvordan sagen ville udarte sig og måske endda ende i retten.

Da kommunen var part i sagen, kunne landsretssagføreren/sognerådsformanden ikke som advokat repræsentere sommerhusejerne, og han foreslog, at sommerhusejerne på deres vegne fik en advokat til at tage sagen. Søren G. Nielsen oplyste, at politiet havde været hos skovbestyreren for at få adresserne på sommerhusejerne udleveret, men  det havde han nægtet. Politiet havde nu imidlertid fået en ransagningskendelse ved Herredsretten. Sognerådsformanden opfordrede sommerhusejerne til selv at udvise imødekommenhed overfor myndighederne, bl.a. ved at få skovbestyrer Johansen til at udlevere adresserne.

Der blev på mødet nedsat et udvalg, der overfor myndighederne skulle repræsentere sommerhusejerne. Udvalget kom til at bestå af Arne Poulsen, Randers, Loye, Bjerringbro, Poul H. Pedersen, Randers, Viggo Thomadsen, Randers og Kaj Poulsen, Randers. Udvalgets første opgave var, at få skovbestyreren til at udlevere adresserne.

Det lykkedes, og som advokat fik man Mogens Becker, Randers.

Klip fra Folkebladets artikel. Her var stor forståelse for den situation sommerhusejerne var i.

SOMMERHUSEJERNES REPRÆSENTANTER MÅTTE SKJULE SIG FOR AT TRÆFFE SKOVBESTYRER JOHANSEN

Viggo Thomadsen og Kaj Poulsen tog flere gange ud for at træffe skovbestyreren, men når de kom til hans bopæl, var han ikke hjemme. En søndag tog de igen ud i Bendeskær, opsat på at nu skulle han træffes. De skjulte sig, og der var lang ventetid. Det var en rigtig kold martsdag, men endelig dukkede Johansen op på tur rundt i plantagen. De fik ham med ind i Viggo Thomadsens sommerhus, hvor de førte forhandlingerne i køkkenet og lunede sig med varme fra gasapperaterne.

Skovbestyreren havde den opfattelse, at hans udstykning af sommerhusgrunde var lovlig, og at sommerhussagen skyldes, at myndighederne ville forfølge ham personligt. Det blev lange og vanskelige forhandlinger, men han blev da overtalt til, at han ville sælge plantagen til kommunen. Johansen forlangte kr. 110.000,- for plantagen. Han blev gjort opmærksom på at kommunen højst vil give kr. 90.000,-, og holdt han fast ved sin pris og sommerhusområdet skulle reddes, så ville sommerhusejerne skulle rejse kr. 60.000,-, og så stort et beløb ville de ikke kunne rejse.

Sommerhusejernes repræsentanter foreslog, at han slog kr. 20.000,- af prisen,  at sommerhusejerne selv skaffede kr. 20.000,- og at man så vil prøve på om man kunne få kommunen til at betale kr. 110.000,-. Efter lange forhandlinger gik skovbestyreren ind på dette forslag, og de underskrev alle tre en slutseddel.

Da forhandlingsudvalget kom til kommunen, stod denne fast på, at den ikke ville give mere end kr. 90.000,- for plantagen, og der var så ikke andet at gøre, end at sommerhusejerne måtte forpligte sig til selv at betale kr. 40.000,-.

Netop som der var ved at vise sig en løsning på sommerhussagen, opstod der vanskeligheder. Sommerhusejer Viggo Thomadsen var sammen med advokat Mogens Becker taget ud i Bendeskær for at vise denne sommerhusområdet. Da de kom derud, kom skovbestyrer Johansen og fortalte, at han havde købt et hus ved Juelsminde, som han vil flytte ned i. I det hus skulle der laves varmeanlæg, og han vil derfor have kr. 10.000,- af de penge, der skulle betales for skoven, og han vil have dem næste dag, da han ellers havde to andre købere til plantagen (og det var rigtigt).

På det tidspunkt var der skrevet betinget skøde på plantagen i forbindelse med kommunens køb af den. Viggo Thomadsen og advokat Mogens Becker kørte straks ind for at træffe sognerådsformand Søren G. Nielsen og fandt ham på sit kontor i Ørsted. Da kommunens køb endnu ikke var godkendt af øvrige myndigheder, kunne kommunen ikke udbetale pengene. Søren G. Nielsen og Viggo Thomadsen tog da ind i Djurslands Bank og lånte de 10.000 kr., og så var det problem ude af verden.

BARSK HÅNDFÆSTNING

Sommerhusejerne måtte underskrive en ‘håndfæstning’, hvori der bl.a. stod, at man skulle være villig til evt. at flytte sit sommerhus, at man skulle være villig til at bringe sit hus i en sådan stand, at det kunne godkendes af fredningsmyndighederne, og hvis de havde kasseret huset på grund af udseende skulle man fjerne det fra plantagen.

Vedrørende de kr. 40.000,- sommerhusejerne skulle bidrage med til køb af plantagen, blev det ordnet på den måde, at hver sommerhusejer skulle indbetale kr. 800,-. De der på et senere tidspunkt skulle flytte ud af deres huse ville få kr. 400,- tilbage betalt som hjælp til flytning af husene. Helt nye sommerhusejere der kom til efter udstykningen skulle betale kr. 600,-.

Sommerhusområdet blev udstykket efter landsbyggelovens bestemmelser om grunde, der har vandværksvand, men ikke kloakering. Det betød at kommunen måtte etablere et vandværk ved Lystrup Stand. Denne bestemmelse i landsbyggeloven siger, at grundene skal være på 1200 kvm, hvoraf de 800 kvm skal være beliggende ved huset, mens resten godt må være beliggende i fællesarealer. Veje og p-pladsen er kommunale biveje. At der er udlagt et område til parkering er en betingelse for at få lov til at lave en udstykning. Fra 1. april 1966 fik sommerhusejerne tinglyste lejekontrakter med Vivild-Vejlby kommune (senere Rougsø Kommune), alle sommerhusgrunde er matrikulerede, lejemålene er på 10 år.

Det var nu afdøde landindspektør Aage Olsen, Randers, der forestod udstykningen af plantagen. Henved 30 sommerhusejere måtte flytte deres huse til andre grunde, og enkelte måtte forbedre husets udseende for at få det godkendt. Følelsesmæssigt berørte det de sommerhusejere meget, men da de først havde fået en ny grund og huset var flyttet, så var der tilfredshed. Der blev udstykket 80 grunde, hvoraf de 2 ikke må bebygges.

At købe og lovliggøre sommerhusområdet var en stor økonomisk opgave for den lille Vivild-Vejlby Kommune. Ladinspektør Aage Olson formåede ved udstykningen at skabe et meget smukt sommerhusområde.

Foråret 1976, Kaj Poulsen, formand Bendeskær Sommerhusforening

Opsætning af denne version af artiklen fra Bendeskær Sommerhusforenings medlemsblad i 1976, tilføjelse af mellemrubrikker, fotos m.m. må  tilskrives mig.

Finn Knudsen, jan. 2018

KOMMUNEN STILLER SIG POSITIV

OVERFOR SOMMERHUSEJERNE - PÅ BETINGELSER!

Der gik ikke lang tid efter at politiet havde fået adresserne på sommerhusejerne, før hver enkelt sommerhusejer blev tilsagt til afhøring om sit ulovligt opførte sommerhus. Man må jo erkende, at selv om skovbestyreren havde udstykket sommerhusgrunde ulovligt i fredsskoven, var sommerhusejerne jo ikke selv sagesløse. De havde jo opført deres huse uden at søge byggetilladelse hos kommunen. Landsbyggeloven, der trådte i kraft i 1961, blev ikke overholdt af dem, der byggede efter den tid. Den krævede bl.a. langt større grunde end dem skovbestyreren udstykkede.

Sagen blev rigtig varm, da hver enkelt sommerhusejer modtog et brev fra kammeradvokaten om ‘at man inden 14 dage skulle svare, hvornår man kunne have sit sommerhus fjernet og grunden plantet til igen’.

Udvalget sommerhusejerne havde nedsat  til at forhandle med myndighederne fik en forhandling med sognerådet i Vivild-Vejlby Kommune, og den var positiv for sommerhusejerne. Kommunen var villig til at forhandle med Landbrugsministeriet og Fredningsmyndighederne om en bevarelse af sommerhusområdet. Sognerådsformanden, landsretssagfører Søren G. Nielsen udførte med meget stor dygtighed forhandlinger med disse myndigheder, og det endte med, at de ville gå ind for en bevarelse af sommerhusområdet, når visse betingelser blev opfyldt.

Betingelserne gik bl.a. ud på at kommunen købte plantagen, at sommerhusene syd for bækken blev fjernet, at den del af plantagen syd for bækken forblev fredsskov, der var offentlig tilgængelig og at området nord for bækken kunne udlægges som sommerhusområde mod, at fredsskovspligten blev overført til en anden plantage.

Kommunen ville kun give det for plantagen, som den var værd som plantage (ikke det den var værd som sommerhusområde), og som sådan ville kommunen give kr. 90.000,-, og sommerhusejene skulle selv få ejer og skovbestyrer til at være villige til at sælge.