Ældgammel landsby

Lystrup er en ældgammel landsby, hvis jord har været dyrket i umindelige tider. Herom vidner de store kæmphøje, strækkende sig fra Brændevinshøj i øst over Tushøj, Gravlshøj, Dinhøj til Brokhøj i vest. Disse høje ligger højt i landskabet i en højde fra 39-53 menter over havets overflade. Helt ude ved havet, omtrent ved sogneskellet til Nørager har tidligere ligget en høj, Lamhøj, der imidlertid under julestormen i 1902, sammen med en masse god landbrugsjord styrtede i havet. Kun nogle kæmpesten vidner om, hvor højen har ligget.

Landsbyen Lystrup, der oprindelig betod af 17 gårde, har skiftevis været fæstegods under Løvenholm og Hevringholm, er beliggende i bunden af en lille vig - Møjen hældet - der strækker sig mod øst, fra de store vandområder, der i sin tid gjorde Rougsø herred til en ø.

Byen var sammenbygget med lader og porte ud mod bygaden.

En storbrand i 1848 lagde imidlertid byen komplet i ruiner, og ved den lejlighed blev alle gårdene vendt, så de kom til at ligge med avlsbygningerne væk fra gaden. Nu blev der en bred bygade og endda plads til store velholdte haver mellem stuehuse og gaden.

Byjorden blev sidst i det attende århundrede udskiftet så gårdene kom til at ligge i centrum af en stjerne, og med jorden ud i vifteform.

Byhyrden - den første 'havligger'

Af praktiske grunde undlod man dog at udskifte jorden fra Dyrholmvejen - den nuværende Mogenstrupvej - i syd til stranden i nord og over til Bendixkjær i vest. Disse arealer, ca. 100 tdr. land blev godt nok tilskødet med 1/17 part til hver af Lystrup-gårdene, men skulle fortsat drives i fællesskab. Det blev så til fælleden, hvor byhyrden hver morgen ad fædriftsvejen - den nuværende strandvej - der på gamle kort er udlagt i 18 alens bredde, derev alle byens høveder på græs.

Lad os udnævne den gamle byhyrde til Lystrup Strands havligger nr. 1. Om han har nydt den skønne natur, som vi gør i dag, eller om han har forbandet ensomheden og sine bissegale køer, får stå hen i det uvisse.

Ved Lystrups brand i 1848 blev enkelte gårde flyttet ud på marken. Blandt dem var 'Vidtskue', hvis første ejer altid har været omtalt som 2 'gamle Jensen'. Om ham ved vi, at han udover at bygge den statelige gård med den store hovedbygning, tog sig for at opkøbe fælleden. Det lykkedes for så vidt på østsiden af strandvejen, men på vestsiden er der endnu en del 'lodder' der tilhører de forskellige gårde i Skovkjær.

10 øre i entré for at cykle til Lystrup Strand

'Vidtskue' blev således ejer, ikke blot af jorden på østsiden af strandvejen, men næsten også af alle strandgrundene. Efter århundredeskiftet og efter en del handler med Vidtskue, dukker der en ny ejer op, der hed I. eller F. Andersen. Han var en farverig person med mange ideer, og hans søn, Laurits Andersen, supplerede ham godt op. En af de mindre gode ideer var, at de som ejere af stranden en skønne dag satte en bom over vejen og posterede nogle stærke karle til at opkræve entré. Selv om det kun var en 10-øre pr. cyklist og 25 øre pr. hestekøretøj, vakte det alligevel så megen forargelse, at foretagenet måtte opgives efter nogle få dages forløb. Medvirkende hertil var jo nok også, at der var så mange smuthuller, at kontrol var umulig.

På daværende tidspunkt, vi er nu kommet hen i tyverne, var der endnu ikke et sommerhus ved stranden, men der herskede et folkeliv som vi dårligt kan leve op til idag. Hestekøretøjer i lange baner og cykler i hundredevis bragte badegæster til Kattegats lyksaligheder. Om søndagen var der et broget skue og udover badeliv dyrkedes der sport, og særlig fodbolden blev flittigt rørt på grønsværen. Mindst en gang hver sommer var der også ringridning, hvor omegnens mange karle på deres festligt pyntede heste dystede om at fange den lille ring i galgen, og ikke mindre om pigernes gunst.

Et morsomt islæt i billedet var også de mange små telte som egnens handlende slog op, og hvor der var livlig handel med is og chokolade, og for en 25-øre kunne man hos Maren Funder købe kogende vand til at hælde på den medbragte 'madam blå', og hos Ras. Funder kunne man for gode ord låne strandens eneste robåd.

I 1927 overtog A. Zacho Vidtskue og nu begynder udviklingen at løbe stærkt. Mærkværdigt nok var det landbrugskrisen først i 30erne, der indirekte var årsag til en del af udviklingen.