Hilsen fra en 'gammel' glad dreng
fra Lystrup Strand i 1940erne
Jørgen har set billederne af 'Ved Stranden 12' på Lystrup-Strand.dk, hvor en familie er fotograferet foran sommerhuset 'Swell'. Han var en del af denne familie, og han har sendt os denne lille beretning sammen med billederne på siden.
Adopteret i 1947
Jeg kom ind i 'slagterfamilien', da jeg var 10 år gammel, fordi min mor dør, og min far lader hans bror Jens Kristensen adoptere mig i 1947.
Herefter kommer jeg til Lystrup Strand 'Ved Stranden nr. 14'.
Det var dengang vi hentede vand henne ved Pavillionen og købte mælk, kartofler, grønsager, frugter og bær på den lille ejendom, som lå oppe bag Amerikanerhuset (Klitrosevej 11). Vi gik ad Stien oppe på skrænten hen til ejendommen.
Jeg kunne blive ved med at fortælle om 'dengang', hvor der også var bal i Pavillionen om lørdagen og hele omegnens piger og karle mødtes i de lyse sommerhætter.
Vi brændte også bål til Skt. Hans, og der var et stort socialt sammenhold.
Dynerne med i bussen
Jeg kan også huske, at når rutebilen ankom fra Randers lørdag eftermiddag, så havde mange af passagererne dyner, tæpper og mad med til lørdag og søndag. Så hjalp vi drenge med at slæbe bagagen hen til deres sommerhus, og så tilbage igen søndag aften med sidste rutebil mod Randers.
Vi var priviligerede, for vi kørte i bil i min familie, men bilen blev i hverdagen brugt til at transportere kød, varer m.m. fra slagteriet.
Mange kærlige hilsner fra en 'gammel' glad dreng fra Lystrup Strand i 1940erne.
Dette billede med en slagterfamilie foran 'Swell', Ved Stranden 12, fik Jørgen Fog til at søge tilbage i erindringen, og han har sendt os flere billeder og den lille bereting her på siden om hans drengetid ved Lystrup Strand i 1940erne.
Fra søndagsturen til 'Gryden' ved Lystrup Strand i 1945-46. Fra venstre rundt om bordet ses Astrid, Mille, Ester, ukendt, Søren, Erik, Ernst, Jens og to ukendte. Mille og Jens var Jørgens plejeforældre.
Jens, der er gift med Mille, på søndagsudflugt til 'Gryden' ved daværende strandfoged Hvids hus (Skipperhuset) i 1945-46. På toppen af skrænten løber Stien, der bl.a. blev benyttet, når der skulle hentes mælk på den lille ejendom, der ligger for enden af Klitrosevej.
Familien til fotografering ved Swell i 1955. Forest Mille og på terassen til vensre Søren.
Mille starter Ford V8eren, der holder parkeret ved sommehuset 'Ved Stranden 14*. Bemærk at skrænten bag huset er uden bevoksning ud over græs og at der dengang var en trappe.
V8eren er nu udskiftet med en Taunus. Den holder parkeret foran nr. 14 og i baggrunden kan man se bussen foran Pavillionen.
'Ved Stranden 14' en sommerdag i 1988.
En tur ud i sommerhuset en vinterdag i 1991.
Sammenkomst i sommerhuset, sommeren 1991